Skrevet d. 17 marts 2025 af Casper Schneidereit

Skal den nye SUNDskole udvides til virkeligheden - eller til et regneark?

Efter at have overværet byrådsmødet torsdag den 13. marts 2025, glæder det mig, at jeg kan konstatere, at der er bred politisk enighed om, at det nu er tid til at se fremad i forhold til den nye SUNDskole. Og det er nødvendigt – for i horisonten venter den næste store udfordring: Når byggeriet står færdigt, vil skolen, som det ser ud nu, være for lille. Der er ganske enkelt ikke plads til alle elever.

En skoles nødvendige størrelse – i kvadratmeter – hænger tæt sammen med klassedannelserne: Hvor mange klasser skal der oprettes pr. årgang? Her er udfordringen, at blot én enkelt elev mere eller mindre på en årgang i princippet kan udløse behovet for en ekstra klasse – og dermed et markant større pladsbehov for årgangen.

Historisk har Sundskolen været to-sporet – med to klasser pr. årgang (a og b). Men de seneste tre år har elevtallet været så højt, at der er oprettet tre klasser (a, b og c). Den kommende SUNDskole er dog dimensioneret til kun to spor, samtidig med at der aktuelt starter tre klasser per årgang. Allerede nu giver det store udfordringer på den gamle matrikel: Der går to 9. klasser ud, men der skal findes plads til tre nye 0. klasser.

Som jeg ser det, er der tre mulige greb, der kan løse pladsproblemet:

- Udvide skolen med flere kvadratmeter.
- Undlade at flytte alle afdelinger og elever over på den nye skole.
- Ændre skoledistrikterne, så elevgrundlaget reduceres.

For mig er der dog kun én reel og fair løsning: En udvidelse, der sikrer tilstrækkelige kvadratmeter, så alle elever og medarbejdere kan samles på den nye skole. Det har hele tiden været den kommunikerede intention, og mange familier har allerede indrettet sig efter den forventning.

Det store spørgsmål er naturligvis, om behovet for tre spor er midlertidigt – eller et billede på en mere varig udvikling. Skal der udvides med en midlertidig løsning – eller skal vi tage skridtet og lave en permanent udvidelse?

Jeg har indtryk af, at politikerne i kommunen hidtil i høj grad har baseret beslutninger om nye skolebyggerier på befolkningsprognoser. Ifølge en prognose gengivet i en artikel fra TV2 ØST forventes elevtallet at stige fra 659 i 2022 til cirka 749 i 2028 – for derefter at falde til 618 i 2033.

Problemet er, at befolkningsprognoser, der rækker mange år ud i fremtiden, er forbundet med stor usikkerhed. Selv små forskydninger i fødselsrater, flyttemønstre, boligudvikling eller politiske beslutninger kan få betydelige konsekvenser for det reelle elevtal.

Derudover er der en række ubekendte faktorer, som ingen prognose kan tage højde for – parcelhusudstykninger og byggeprojekter, der endnu ikke er vedtaget eller realiseret. Allerede nu er der flere rækkehusprojekter under opførelse i skoledistriktet, som uden tvivl vil tiltrække børnefamilier. Hertil kommer ændringer i lokalplaner, nye boligformer, boligprisernes udvikling, ændret infrastruktur eller nye arbejdspladser i området – alt sammen forhold, der kan påvirke elevgrundlaget i både positiv og negativ retning. Også nationale og strukturelle forhold – som lovgivning, konjunkturer og familiesammensætninger – spiller ind.

Efter min opfattelse har en befolkningsprognose typisk ikke tilstrækkelig prognosekraft, når den skal række langt ud i fremtiden. Det bliver særligt udfordrende, når behovet for kvadratmeter kan afhænge af, om blot én enkelt familie flytter til eller fra skoledistriktet. Derfor kan en befolkningsprognose på ingen måde stå alene som grundlag for så vidtrækkende beslutninger.

Det er problematisk, hvis man som politiker tror, at man med en befolkningsprognose træffer beslutning ud fra et solidt, datadrevet grundlag – når det i virkeligheden er et kvalificeret gæt baseret på fremskrivninger i et Excel-ark, som blot få år ude i fremtiden kan vise sig at ramme helt ved siden af.

Var det mig, der sad som politiker i skoleudvalget, ville jeg være meget opmærksom på netop dette – og særligt underkaste prognosens følsomhed og antagelser en grundig vurdering. Jeg ville også trække en streg i sandet, når det gælder svanemærkningen. Jeg kan forstå, at byggeriet stadigvæk bliver synet og godkendt ved færdiggørelsen – og at man dermed opnår sit svanemærke. Men herefter kan man teknisk set opstille pavilloner og opføre bygninger uden svanemærkede materialer, uden at det påvirker selve mærkningen.

For mig strider det mod de værdier og budskaber, der er blevet kommunikeret omkring svanemærket. Enten er man tro mod principperne – også ved fremtidige udvidelser – eller også bør man ærligt erkende, at man ikke vil gøre dette. Og hvis man vælger at fastholde principperne for svanemærket hele vejen igennem, må man samtidig være ærlig om, at det vil fordyre både midlertidige og permanente udvidelser væsentligt. Den luksus mener jeg ikke vi har råd til.

Til sidst ligger der naturligvis en økonomisk vurdering af de forskellige udvidelsesmuligheder. Erfaringer fra andre pavillonudvidelser viser, at det bestemt ikke er billigt. De koster også i drift, vedligehold, opsætning og leje – og typisk bliver de med tiden også mere permanente end midlertidige. Det klogeste og mest bæredygtige valg peger efter min opfattelse på en permanent udvidelse. Ikke noget prestigebyggeri med buer og bananformer, ingen fancy mærkningsordninger – bare nogle gode, enkle og solide kvadratmeter, så vi kan få samlet alle elever – også centerklasserækken - på én matrikel og skabe ro om fremtiden for hele skoledistriktet.

I sidste ende tror jeg også, at en permanent løsning vil blive en selvopfyldende profeti: Hvis vi skaber tryghed om kapaciteten på den lange bane, vil det i sig selv styrke grundlaget for at have tre spor. Det håber jeg, der kan samles politisk opbakning til.

Her på falderebet vil jeg gerne rose ledelsen på Sundskolen, som dagligt står med konsekvenserne af alt dette. Herudover også en stor tak til servicepersonalet og skolepedellerne, som får tingene til at fungere i de nedslidte bygninger – og ikke mindst til de lærere og pædagoger, der hver dag får hverdagen til at hænge sammen for alle eleverne. Det er ikke nemme vilkår, I arbejder under.